Helt kort og godt kan man beskrive min ”ydelse” som en sjov og lærerig aften i øllets tegn. Jeg elsker at formidle og fortælle om øl. Mine foredrag og ølsmagninger bærer også præg af min entusiasme for øl, og jeg lægger vægt på nogle måske lidt atypiske og nye ting i mine foredrag. Det kunne være en speciel smagsnuance som banan – eller måske en uddybende viden om malttyper, og hvordan den påvirker smagen. Jeg kan sagtens finde på at tage en øl med, der udfordrer smagsløgene, så I prøver noget, I ikke har prøvet før.
I kan også blive klogere på forskellige gærtyper, og hvordan man anvender øl i mad. Så på den måde kan man sige, at det afviger fra den traditionelle ølsmagning ved at bevæge sig i en mere lærerig retning, hvor alle sanser aktiveres og udfordres. Målet for mig er at dele ud af mit engagement og min viden om øl og vække noget interesse hos dem, jeg taler for. Hvis jeg både kan bidrage med ny viden og give en god oplevelse, så er mit mål i hvert fald nået.
Jeg er ikke sponsoreret af nogen – hverken bryghuse eller andre steder, der udbyder øl. Udvalget er baseret på egen interesse, og hvad man kan finde i supermarkeder rundt omkring, så det også bliver mere tilgængeligt for alle, der deltager. På den måde kan I imponere jeres gæster til et middagsselskab med ny viden om en øl, som er let for jer at tilgå.
Selve foredraget har jeg lavet i Power Point, så hvis I har et lokale med projektor og lærred, kan alle se og følge med i indholdet. Det er helt i orden at affotografere billederne undervejs, da de ikke udleveres efter foredraget. Hele molevitten tager et sted mellem 2-3 timer. Tiden afhænger af antallet af øl og hvor mange spørgsmål, der stilles undervejs.
Jeg synes, det optimale antal øl der bør smages, er mellem 5 og 10 øl. På en turbo-ølsmagning på en time (hvis man ikke har så meget tid), kan vi nå at smage 5 øl. Efter 10 øl synes jeg, at man har mistet både smagssansen og fornuften, så den optimale smagning med god stemning ligger på 7-8 øl.
Jeg kan sagtens holde oplægget på engelsk, hvis der sidder nogen i selskabet, som ikke taler dansk.
En ølsmagning koster omkring 180 – 230 kr. pr. person. Prisen afhænger af, hvor mange der er med til arrangementet og kvaliteten af de øl, jeg tager med. Minimumsprisen er altid kr 2500,- og minimumsantallet bør ikke være under 10 mennesker. Hvis jeg skal over Storebælt, kommer der ekstra transportudgifter og broafgift oveni.
Prisen er inkl. smageglas til låns, så I får lov at smage på øllene i de helt rigtige omstændigheder. Jeg medbringer altid rigeligt med øl til alle, så I skal bare sørge for at medbringe det gode humør og den gode stemning.
I er altid velkommen til at tage fat i mig, hvis I har spørgsmål, eller hvis I vil booke en ølsmagning.
Tak til fotograf Rune Telvig
© 2024 Telvig – Designet af Aveo web&marketing
Skikken med at klinke glassene mod hinanden, når vi skåler stammer fra vikingerne.
Ølhornene skulle klinkes så hårdt, at det skvulpede over, så der derved kom lidt øl fra det ene krus til det andet. Dersom en mand viste dig denne tillid, kunne du være sikker på, at øllet ikke var forgiftet.
Kilde:www.ølogfolk.dk